Andrea har normalt masser af gejst og et positivt livssyn. Men efter fødslen af sin søn, hvor hun får nogle alvorlige fødselsskader, tvinges hun til at være sengeliggende i to måneder. Andrea fortæller om en utroligt hård og ensom periode, om at være inkontinent som ung mor, om at blive mødt af et utilstrækkeligt tilbud om genoptræning i det offentlige regi og om at bevare humoren trods hård modstand.
Dette er en historie om frygten for varige mén, og minderne om en start på forældreskabet, som kun få kan forstå.