Katrine har det godt under sin graviditet, og er ikke plaget af fysiske gener. I uge 33 vurderer hendes jordemoder, at babyen synes lille af størrelse, og Katrine bliver henvist til en scanning. Størrelsen på babyen er fin, til gengæld ligger den med numsen placeret godt nede i Katrines bækken. Her starter bekymringerne, for Katrine og kæresten Frede står overfor det svære valg; skal hun forsøge sig med en vaginal fødsel, eller vælge kejsersnit? Parret føler sig ikke ordentligt informeret til at træffe en beslutning, så de beder om en ekstra samtale med en fødselslæge. Til samtalen føler de, at lægen forsøger at overtale hende til at føde vaginalt, og Katrine ender også med at træffe beslutningen om en vaginal fødsel. Allerede da fødslen starter, er Katrine og Frede utrygge ved den unge jordemoder, som aldrig har forløst et barn i underkropsstilling før. Da kroppen på barnet er født, sker det, som ikke må ske under en sædefødsel; hovedet sidder fast. Her starter de skelsættende minutter, som senere kommer til at sætte dybe spor i både Katrine, Frede og deres søn. Dette er historien om en fødsel, som ikke går efter planen, og et efterfødselsforløb der nu to år efter endnu ikke er afsluttet.
Du kan støtte arbejdet med podcasten på www.Patreon.com/efterveer